-1359, til Hald og Nørre Vosborg, var i
Følge Slægtebøgerne Søn af Bugge Nielsen til Hegnet, der blev
dræbt ved Lyby Kirke af Erik Brune til Elkjær. Faderen hørte til
Grev Gerts jyske Tilhængere og nævnes blandt Vidnerne paa
holstensk Side i Forliget af 10. Jan. 1332 mellem Kong Christoffer og
Grev Gert. Ligesom Faderen har Sønnen tidlig sluttet sig til den
mægtige Greve og i den kongeløse Tid fra 1332-40 skaffet sig
en Magt og Anseelse blandt sine nørrejyske Standsfæller, som
ingen af hans Slægt tidligere synes at have besiddet. Nær beslægtet
med Niels Ebbesen, hvis Morbroder han formentlig var, brød han
senere med Greven, og i Følge Folkevisen var han en af
Hovedlederne for det store Oprør i Nørrejylland, som foranledigede Grev
Gerts Indfald 1340 og det blodige Optrin i Randers. Oprindelig har
N. B. haft hjemme paa Nørre Vosborg i Ulvborg Sogn og Herred,
nær ved Storaaens Udløb i Nissum Fjord. Slægtebøgerne fortælle,
at han opførte denne Borg som sin rette Fædreneborg, længe før
han grundlagde Hald, og talrige Sagn bevare endnu Mindet om
den engelske Bygmester, der byggede den stærke Borg, om
Urtegaardsmanden, der anlagde Haven, og om den engelske Kongesøn,
der strandede paa den jyske Kyst, blev udplyndret af Hr. Eske
Frost, men modtaget med Hæder og Ære af N. B. Først 1345
kom han i fuld Besiddelse af Hald, som han forvandlede til den
stærke Fæstning, om hvilken Folkevisen synger:<tab><tab>«Hr. Bugge bygger op Hald med Ære,
<tab><tab>Han agted det aldrig i fremmed Mands «Være».
<tab><tab>De fare saa fri gjennem Jylland.» Til Hald er fremfor alt N. B.s Navn knyttet, her har han utvivlsomt
boet, og her fra har han ledet det store Oprør imod Valdemar
Atterdag, som særlig har bragt hans Navn til Efterverdenen.
Han var vistnok sin Tids rigeste danske Herremand, og man har
endog beregnet hans aarlige Indtægt til 14000 Tdr. Byg. Ikke
uden Grund kaldtes han «Kong Bugge». Foruden Nørre Vosborg
og Hald besad han Herregaardene Estrup, Spottrup, Aastrup,
Rolstrup paa Mors, Lindholm ved Skagen og Støvringgaard samt
talrigt Strøgods, især i den nordlige Del af Nørrejylland. Han
var saaledes selvskreven Fører for den jyske Adel, hvis personlige Selvstændighedstrang og provinsielle Særfølelse truedes af Valdemar
Atterdags Stræben efter at udvide Kronens Magtfylde paa alle
Særinteressers Bekostning. I det Kong Valdemar hensynsløst traadte
op imod Adelens Friheds- og Selvraadighedsfølelse, fremkaldtes
nemlig den Kamp mellem Aristokratiet og Kongemagten, i hvilken
N. B. kom til at staa som Fører og Repræsentant for den gamle Tids
Krav. Endnu 1350 var Forholdet imellem Kongen og N. B.
venskabeligt. Han deltog i Kongens Felttog til Meklenborg og Brandenborg
1349 og 1350 og var tilstede i Spremberg og Bautzen, da
Valdemar mæglede Forlig mellem Ludvig af Bajern og Carl IV.
Men kort efter sin Hjemkomst sluttede han sig til Valdemars
Fjender, de holstenske Grever og Hertug Valdemar af
Sønderjylland, og inden Udgangen af 1351 stod hele Halvøen fra Elben
til Skagen i Vaaben mod Kong Valdemar. N. B. tog kraftig Del
i Fejden, han erobrede Slottet Langtind ved Limfjorden, hvor han
tog en Del Fanger, og det tør formodes, at Folkesagnets Beretning
om Kongens Belejring af Hald maa henføres til denne Fejde. I
Forliget ved Vindinge Aa 26. Juli 1353 bleve ogsaa de jyske Herremænd
og særlig N. B. optagne; gjensidige Erobringer bleve tilbagegivne
og nærmere Bestemmelser om Fangernes Udløsning trufne.
Paa det store Danehof i Nyborg St. Hansdag 1354, hvor den
fuldstændige Udsoning mellem Kongen og hans Undersaatter fandt
Sted, har N. B. utvivlsomt været tilstede, og vi finde ham det
følgende Aar som et virksomt Medlem paa det kongelige
Retterting i Jylland. Men allerede Vinteren 1356-57 brød Misfornøjelsen
i Jylland atter ud, mange Jyder kom over Bæltet til Fyn for at
forebringe Kongen deres Klager, og i den paa ny med Greverne
og Hertug Valdemar udbrudte Fejde toge Jyderne livlig Del. I
Slutningen af Aaret 1358 drog N. B. med Ove Stisen til Eskebjærg
og Peder Andersen til Margaard mod sikkert Lejde over til Slagelse
for at slutte Forlig med Kongen. De af Kongen stillede Betingelser
vare imidlertid saa haarde, at de forbitrede forlode Mødet 2 Dage
før Jul. Paa Hjemrejsen bleve da N. B. og hans 2 Ledsagere ihjelslagne
i Middelfart af nogle Fiskere. Lige indtil 1874 blev der
af 3 Huse i Middelfart svaret i Bøde for Drabet en særlig Afgift,
de saakaldte «Buggespenge». Vel fralagde Kong Valdemar sig
højtidelig enhver Andel i Drabet, og Kongens Søn Christoffer og
N. B.s Søn Knud indgik endog et fortroligt Venskabsforhold; men
Mistanken mod Valdemar kunde dog ikke ret udryddes, og den
fandt i Visen om N. B.s Drab et folkeligt Udtryk, som stemmede
vel overens med den fjendtlige Følelse, som næredes i Folket mod
Kongen. Med fuld Sympathi skildres derimod N. B. i Folkevisen:
«Herre Christ give de Medelfarer Skam, de vog Hr. Bugge, den
velbyrdige Mand», og hans Retsind faar et smukt Udtryk i Visen
om den af Eske Frost udplyndrede engelske Kongesøn, hvor denne
udbryder: «Men havde jeg kommet i Hr. Bugge hans Len,
Da havde mig ikke røvet hverken Ridder eller Svend.» N. B. var 2 Gange gift; hans første Hustru antages at have
været en Datter af Paine Jonsen og Elne Lændi; anden Gang var
han gift med Ingeborg Vendelbo. Af første Ægteskab vare
Døtrene Kirsten og Ellen, gifte med Hr. Niels og Hr. Christiern
Vendelbo, samt Sønnerne Niels og Mikkel (?), af andet Ægteskab
Sønnen Knud, der fortsatte Slægten senere i Bondestand, samt
Datteren Lisbet, gift med Hr. Gotskalk Skarpenberg. |
